Skal lageret tilpasse sig et WMS – eller omvendt?

Skal lageret tilpasse sig et WMS?Når man introducerer et WMS på et lager, gør man det for at skabe forandring, eller rettere forbedring.

Lagerets processer skal optimeres, så effektiviteten kommer op og fejlraten ned. Den tanke kan de fleste tilslutte sig, men samtidig er det de færreste, der reelt har lyst til selv at ændre en masse. Alle vil forandring, men ingen vil forandres.

Vi bliver nogle gange spurgt, om det er egentlig er WMS’et, der skal tilpasses virksomhedens dagligdag, eller om det er dagligdagen, der skal tilpasses WMS’et. Og langt hen ad vejen er svaret det sidste. Lageroptimering er en forandringsproces. Et succesfuldt WMS-projekt forudsætter, at man ændrer sine processer og lader systemet træffe mange af de beslutninger, som tidligere var en manuel proces.

WMS’et fordeler opgaverne

Det kan være vanskeligt at acceptere, at et system skulle være bedre til at vurdere, hvordan en given opgave skal udføres, hvis man selv har årelang erfaring med opgaven. Oftest ser vi da også, at det netop er de erfarne lagerarbejdere, som i forvejen arbejder rigtig effektivt i kraft af deres erfaring, der har sværest ved at indordne sig under de forandringer, som et WMS-projekt bringer med sig.

De og deres kolleger skal blandt andet acceptere, at det er systemet, der fordeler opgaverne. Mange steder fungerer det i dag ved, at en erfaren lagerarbejder mere eller mindre formaliseret fordeler opgaverne mellem kollegerne ud fra sin vurdering af, hvad der vil fungere bedst.

Med et WMS på lageret forsvinder den manuelle fordeling fuldstændig.

På samme måde er det systemet, som i dagligdagen definerer indplacering af varer. Det kan også være svært at acceptere, hvis man i kraft af sin erfaring ved, at to bestemte varer ofte bliver solgt sammen i en bestemt periode, og derfor burde placeres anderledes, end systemet gør.

I den sammenhæng er det vigtigt at bemærke, at det ikke er alt, WMS’et skal stå for. Skulle systemet kunne håndtere alle særtilfælde, ville kompleksiteten blive alt for stor, så der vil fortsat være behov for manuelle processer til at håndtere det, som falder uden for det almindelige arbejdsflow.

{{cta(‘e6f5da9b-d9ea-40bb-b894-9ceb71ba1aa7’)}}

Forandring kræver forankring

Hvis man skal lykkes med en forandring, kan man ikke trække den ned over hovedet på nogen. Det kræver forankring, og derfor er det helt afgørende, at man som lageransvarlig formår at inddrage sine kolleger på lageret, så deres erfaring bliver brugt aktivt i processen med indførelsen af et WMS.

Det er netop den værdifulde viden i baghovedet på lagerarbejderne, der skal bruges til at forme de processer, WMS’et skal arbejde efter. Værdien af at gøre det er dobbelt, for udover at man får lavet de bedst mulige processer, så får man etableret et medejerskab.

Når vi laver WMS-implementeringer, tager vi helt konkret højde for dette forhold i vores projektmodel. Kundens team skal blandt andet bestå af en eller flere ambassadører, som i vid udstrækning inddrages i processen og har til opgave at få kollegerne med ombord. Det giver ofte god mening at tænke de erfarne medarbejdere ind i den rolle.

Hvis du vil vide mere om, hvordan man kan strukturere en WMS-implementering, der øger sandsynligheden for succes, kan du downloade vores whitepaper ”Tjekliste til en succesfuld WMS-implementering” her.

 

Apport Systems A/S

OBS! Ny adresse pr. 01. August 2020:
Vindrosen 41, 2 sal
DK-8240 Risskov
Danmark

m