Skip to content

Fjern de unødvendige omkostninger på lageret

25/01/2018
Forfatter
Forfatter

Christian Mikkelsen, CCO

Identificér de dyre kunder

At et effektivt lager er vigtigt er forhåbentlig ikke en åbenbaring for nogen, og de fleste virksomheder vil allerede have fokus på, hvad de kan gøre for at nedbringe omkostningerne til lageret. For hver eneste krone, der kan spares på logistikken, kan flyttes direkte ned på bundlinjen.

Det kræver dog viden at træffe kvalificerede beslutninger om, hvad man skal ændre, og en vigtig del af den viden ligger gemt i de data om lagerets aktiviteter, som man kan samle op via sit WMS. I dette blogindlæg vil vi tage udgangspunkt i nogle af de omkostningsreducerende tiltag, man kan sætte i værk, hvis man har et WMS og har mulighed for effektivt at analysere på sine lagerdata.

For B2B-virksomheder, som løbende sælger mange varer til den samme kundegruppe, vil de bedste kunder også nogle gange være de dyreste – i hvert fald med lagerets øjne. Det er nemlig ofte dem, som skal serviceres lidt ekstra, og som kræver særaftaler i forhold til levering. Dermed bliver de dyrere at håndtere for lageret. I visse tilfælde giver det god mening at investere lidt ekstra i kernekunderne, men ofte er der ikke overblik over, hvilke kunder der egentlig er dyrest at servicere.

Har man et BI-værktøj til sit WMS, som for eksempel Apport BI, så har man mulighed for at identificere de dyreste kunder og gå aftalerne efter i sømmene. Nogle gange yder man unødvendig god service ud fra gammel vane eller en ubekræftet idé om, hvad kunden egentlig foretrækker. For måske gør det reelt ingen forskel for kunden, om de skal samle deres bestillinger i én daglig bestilling i stedet for 23 drypvise, eller om varerne emballeres på en mindre tidskrævende måde?

Læs vores e-bog om CFO’ens muligheder for at reducere arbejdskapitalen gennem brug af et intelligent lager.

Samme logik gør sig gældende for leverandører – nogle koster mere tid end andre at håndtere for lagerarbejderne, og der kan også her skæres unødige omkostninger væk. Et eksempel kunne være en leverandør, der tilbyder en attraktiv rabat, hvis man lige tager nogle ekstra varer med, så der kan fyldes en 40 fods container, og det samlet set bliver billigere at sende varerne.

Det hjælper dog ikke meget, hvis lageret modtager en container med en masse varer, som ikke passer ind i den normale modtagelsesprocedure. Det kan betyde, at hele besparelsen tabes igen på grund af ekstra ressourceforbrug til indplacering på lageret. Ved at identificere de dyreste leverandører for lageret får man mulighed for at stille krav til dem, så de bliver lettere at håndtere fremadrettet.

Ryd ud i døde varer

Langt de fleste lagre slæber rundt på noget vraggods – en portion døde varer, som ikke bliver solgt, og måske bare ligger på lager på grund af gamle serviceaftaler, som man ikke længere behøver leve op til. Der kan også være tale om varer med en lav salgsfrekvens – er frekvensen faldet over tid, er det ikke sikkert, at lagerbeholdningen er fulgt med, og så står man med en unødvendig høj binding på disse varer.

Selvom de fleste lagerchefer sikkert vil nikke genkendende til det billede, så er det ikke ensbetydende med, at der med jævne mellemrum bliver ryddet ud i vraggodset. Har man ikke digitaliseret sit lager, kan det være en møjsommelig proces at finde ud af, hvilke varer det vil give mening at rydde ud i.

Tilsvarende let er det på den anden side at gøre netop det, hvis man har et moderne, digitaliseret lager. Du kan let trække lister over, hvor det vil have størst effekt at sætte ind, og dermed kan du effektivisere lageret.

En af de klare fordele, et WMS giver dig, er indsigten i, hvordan en given ordre pakkes mest effektivt, så der både tages højde for emballageforbrug og forsendelse. Eksempelvis virker det måske mest oplagt for lagerarbejderen at pakke en given ordre på en halvpalle, fordi han ikke har mulighed for at overskue, hvad det koster at pakke og sende forskellige varianter. Systemet kan vurdere, om det samlet set ville være billigere at sende for eksempel to pakker i stedet.

Lageret er en stor omkostning – det står ikke til at ændre. Men hvis man kan se præcis, hvad der koster penge, har man mulighed for at optimere de mest effektfulde steder og direkte påvirke forretningens resultat.

Vi har skrevet en e-bog om CFO’ens muligheder for at reducere arbejdskapitalen gennem brug af et intelligent lager.

Del indlæg:

Er du interesseret i at høre mere om WMS?

Har du brug for hjælp til at vurdere hvorvidt et lagerstyringssystem er det rigtige for din virksomhed? Du er altid velkommen til at kontakte mig, så vi sammen kan finde frem til den bedste løsning for din virksomhed. 

Christian Mikkelsen
Christian Mikkelsen

CCO, Apport Systems

E: [email protected]
T: +45 4177 6304

Christian Mikkelsen
Christian Mikkelsen

CCO, Apport Systems

E: [email protected]
T: +45 4177 6304

Har du læst disse blogindlæg?