Culina forebygger flaskehalse på lageret med Apport BI
25/05/2017
Norske Culina arbejder konstant på at forbedre deres logistik, og med Apport BI har virksomheden fået et værktøj, som kan forbedre produktiviteten på helt nye måder.
”I vores branche handler det om at få varerne sendt hurtigt af sted. Derfor giver det os en stor fordel, at vi kan se, hvad status er hele tiden, og bruge det til at flytte vores ressourcer fra time til time, så vi kan øge vores produktivitet,” fortæller Jonas Kortgaard, som er IT- og Logistikchef hos Culina, der er blandt Norges største leverandører af udstyr til storkøkkener.
Culina har været med til at udvikle Apports business intelligence-modul, kaldet Apport BI, og virksomheden er en af de første til at prøve det af i praksis. For Jonas Kortgaard og kollegerne byder det nye værktøj på en række fordele.
”Tidligere brugte vi meget tid på at indhente data, føre dem manuelt ind i Excel-ark og sidde og analysere på dem. Med Apport BI kan vi med det samme få en færdig, operativ analyse, som vi kan bruge i hverdagen til at blive mere produktive. Så det er et spørgsmål om både tid og kvalitet,” siger han.
Nu kan lagerets flaskehalse forebygges
Jonas Kortgaard har stor fokus på at fjerne flaskehalse på lageret, hvilket Apport BI kan hjælpe med både i forhold til at lokalisere dem og give svar på, hvad flaskehalsene skyldes.
”Vi har jo også indtil nu haft et vist overblik over, hvor der opstår flaskehalse, men vi har eksempelvis ikke vidst, hvilke typer varer vi bruger uforholdsmæssigt lang tid på at behandle. Nu kan vi for det første nemt få tal på, om vi bruger lang tid på bestemte lokationer, og vi kan ikke mindst ’drill down’ og se, hvad årsagen er, så vi kan ændre det. Vi får altså indblik i, hvilke aktiviteter der egentlig er omkostningsdrivende på lageret, og hvor produktive vi er på de enkelte områder,” siger han.
Historikken forudsiger fremtiden
Culina har stor fokus på produktivitet og på at sikre, at dagens ordrer kommer hurtigt af sted. Bestiller man inden kl. 12 hos Culina, bliver varer sendt af sted samme dag.
En af nøglefunktionerne i Apport BI er, at lagerchefen kan få et konkret klokkeslet på, hvornår de enkelte områder på lageret vil være færdige med dagens arbejde.
Den tid udregner systemet dels med afsæt i den kendte ordremængde på et givent tidspunkt, og dels på baggrund af historiske data. Drejer det sig eksempelvis om en mandag, vil systemet trække på data fra tidligere mandage og udregne hvor mange ekstra ordrer, man må forvente, der dukker op. Desuden tages der højde for effektiviteten hos de konkrete medarbejdere, som er på arbejde denne dag.
Statusbilledet kan for eksempel vise, at de fleste områder vil være færdige i god tid, mens et enkelt hænger og enten ikke når dagens leverancemål eller får behov for en times overarbejde. Med den viden kan lagerchefen nemt flytte folk rundt på lageret, så man undgår panik før lukketid.
”Vores lagerchef får et helt andet overblik, som vil gøre det muligt at forebygge flaskehalse, før de opstår,” siger Jonas Kortgaard.
Jagten på højere produktivitet
IT- og Logistikchefen peger særligt på 3 forretningskritiske analyser, som Culina bruger Apport BI til.
”For det første, at vi kan trække en her-og-nu status på aktiviteter på lageret og bruge det til at fordele vores ressourcer optimalt. For det andet, at vi kan lave en omkostningsanalyse på alle niveauer, også på de enkelte medarbejdere, så vi kan se, hvordan vi kan forbedre os. Og endelig kan vi enkelt lave ledelsesrapportering på, hvor effektivt vi udfører de forskellige funktioner på lageret. Alle tre analyser har det samme mål: At vi hele tiden arbejder på at blive mere produktive,” siger han.